De tidligste nitter var små pløkker lavet af træ eller ben; de første tilfælde af deformeret metal repræsenterer sandsynligvis forfædrene til de nitter, vi kender i dag. De udgør utvivlsomt den ældste metode til metalsammenføjning, der er kendt af menneskeheden, og dateres så langt tilbage som den oprindelige brug af formbare metaller. For eksempel brugte egypterne i bronzealderen nitter til at fastgøre de seks træsegmenter, der dannede fælgene på egerhjul; på samme måde, efter at have støbt store bronzestatuer, brugte grækerne nitter til at forbinde de forskellige komponenter sammen.
I 1916, da HV White fra British Aircraft Company første gang patenterede den "blinde nitte"-en fastgørelsesanordning, der kun kunne installeres fra den ene side-, kunne få have forudset, hvor bredt denne type nitte i sidste ende ville blive anvendt. Fra rumfartsteknik til kontormaskiner, elektroniske produkter og sportsudstyr, er blindnitten uden tvivl blevet en effektiv og robust metode til mekanisk fastgørelse. Selvom den nøjagtige dato for opfindelsen af den hule nitte-oprindeligt udviklet til brug i seletøj-forbliver uklar, blev selve hesteselen opfundet engang mellem det 9. og 10. århundrede e.Kr. Ligesom den naglede hestesko hjalp den nittede hestesele med at befri arbejdere fra hårdt fysisk slid; desuden ansporede nitter til adskillige andre betydningsfulde opfindelser, såsom jerntangen brugt af metalarbejdere og saksen til at klippe får.
